Henrik Ibsens skrifter

Idag har jeg endelig en ledig time tilovers, og den synes jeg ikke jeg kan anvende bedre, end til at sende Dem et par linjer.

Først og fremst hjertelig tak for al den elskværdige forekommenhed, hvormed jeg af Dem og Deres ærede familje blev mødt under ​mit ophold i Danmark, en opmærksomhed, som min hurtige afrejse forhindrede mig fra personligt at takke for ved en ​pligtskyldig afskedsvisit.

Nu sidder De vel i fuld ​forberedelse til disputatsen? At disputere er jo en af de stærkeste blandt Deres mange stærke sider, og jeg kan derfor ikke tvivle om at alt vil gå fortræffeligt. Hvad mig angår, så har jeg siden jul været beskæftiget med ​udgivelsen af min digtsamling, og om ikke før, saa dog når denne er udkommen, haaber jeg at høre fra Dem. Husk endelig på dette! Jeg lægger megen vægt derpå; thi De er en af de såre få, i hvem man på engang har en læser og en kritiker. Denne syslen med en hel del tilbagelagte standpuncter har været mig mindre end behagelig, men nu, da arbejdet er færdigt, finder jeg dog at alt det spredte tilsammen taget udgør et helt. Hovedspørgsmålet bliver imidlertid, om læseverdenen vil finde det samme.

Med vor fælles ven, G: Brandes, har jeg i denne tid stået i nogen, om end ikke fra min side meget livlig, brevveksling. Det bliver altid en ​mislig sag skriftligt at skulde udtale sig for en person, hvem man personligt ikke kender; det leder i almindelighed ind i misforståelser; man maa kunne forestille sig den skrivendes stemme, blik, betoning, o.s.v., for at få den sande menings-nuance ud af ordene. Brandes er unegtelig en rigt begavet natur; men jeg kan ikke værge mig mod en viss ængstelse for at han skal gå hen og ​gøre affærer med sin begavelse. Og sker dette, så er personlighedens sanddruhed fløjten. Den eneste opgave er jo dog at ville hvad man må. Publikum har også et mærkelig fint instinkt for dette, og ingen ideens udfører slipper helskindet fra en letfærdighed af det slags. De må ikke tro at jeg holder mig selv for lydefri paa dette felt; men jeg tør dog sige at jeg regelmæssigt vågner til erkendelse af situationen og rusker mig selv i ørerne.

Og hvad siger De så om den politiske tilstand? Med Preusserne har jeg det fornødne slægtskab til at kunne hade dem; men heri ligger ikke Frigørelse nok. Hovedlærdommen, jeg får ud af det moderne uvæsen, er at statsinstitutionen må falde. Ombytning af statsformer leder til intet. Den moderne stat henter sin styrke fra individets svaghed. ​ Preussens udmærkede hær skyldes Preussernes ​kellner-natur. Derfor tror jeg den næste store revolution vil komme til at gå ud på at omstyrte selve statsbegrebet. Det har jo heller ikke sin rod i nogen indre altid gældende nødvendighed. – Under alle omstændigheder må jeg sige at jeg anfægtes på en højst ubehagelig måde af det bestående. Jeg kan ​ikke øjne nogen Lov deri; kun vedtægter, traditioner og alt andet utøj.

Ak, ​carissimo, der er tider, da jeg med længsel tænker tilbage på ​min romerske sturm- und drang-periode! Det var så inderlig nemt at kunne rase al verdens dårlighed fra sig. Men hvem kan tage livet ​bacchantisk sublimt her, hvor man åndeligt og legemligt lever af ​Knackwurst og Bier! Årsagen ligger dog nok forøvrigt dybere, deri nemlig, at ens eget væsen ​wurstificeres. Men ogsaa dette er en overgang, som jeg vil håbe.

Ja, kære ven, her sidder jeg nu i naboskabet af ​Gert Westphalers fødeland og snakker op og ned om mig selv. Lad mig nu se, at De følger exemplet. Jeg står i denne vinter næsten uden al forbindelse med livet i Danmark, da jeg ​ingen aviser får derfra. Men alt, hvad som foregår hjemme hos eder, omfatter jeg med den højeste interesse. Har De ikke, siden jeg reiste, skrevet noget i kritisk eller kunsthistorisk retning? ​Nekrologen over L. Schou var så klar, sand, og gribende anskuelig, at De umuligt kan lade det blive dermed. Jeg vil håbe at ikke nogen så sørgelig anledning igen skal frembyde sig; men De har jo dog hundrede emner for Dem. Der ligger også for en selv en stor frigørelse i produktionen. Hvad man har kastet fra sig på tryk, det tynges man aldrig mere af; men på noget andet vilkår slipper man ikke fra det, som man bærer fuldfærdigt og opgjort i sig. Hjertelige hilsener til Dem og Deres fra mig og mine!